Nyhedsarkiv

BMS Skak på vej mod Skakligaen!?
af Bestyrelsen     25/7-2009

BMS Skak på vej mod Skakligaen!?

BMS Skak er en af Danmarks største skakklubber, og klubben er kendt i hele Danmark for bl.a. sine stærke, talentfulde ungdomsspillere og for markante skakarrangementer, bl.a. stormesterturneringen Copenhagen Chess Challenge.

BMS Skak's stærkeste spiller, IM Nikolaj Mikkelsen, som også støttes af Team Ballerup, er nu flyttet tilbage til Danmark fra cirka et års eksil i Skt. Petersborg. Vi får dermed Nikolaj tilbage på klubbens 1.hold, og da lejligheden samtidig bød sig til at engagere en stærk stormester på klubbens 1.hold på rimelige vilkår, er BMS Skak formentlig nu på vej mod dansk skak's finester række: Xtracon Skakligaen.

Vores nye topbræt bliver ingen ringere end GM Henrik Danielsen, som vi havde fornøjelsen at have med i CCC 2009! Henrik, som tidligere var dansker, men nu bor på Island og er Islands statsborger, rejser naturligvis ud til skakbegivenheder af forskellig art i Europa, bl.a. holdkskak, og besøger Danmark ind imellem. Vi vender tilbage til en nærmere præsentation af GM Henrik Danielsen senere.

Nikolaj Mikkelsen, som også sidder i BMS Skaks bestyrelse, bliver den centrale drivkraft i at samle BMS Skak's nye stærke 1.hold, med bl.a. vores øvrige stærke ungdomsspillere, bl.a. Peter Skovgaard, Dara Akdag og Benjamin Skjoldan samt de stærkeste af seniorspillerne med Thomas Bach i spidsen.