Love for skakklubben BMS Skak

§ 1
Klubbens navn er BMS Skak og dens hjemsted er Ballerup Kommune.

§ 2
Klubbens formål er at udvikle og i fællesskab fremme kendskabet og interessen for skakspillet.

§ 3
Klubben skal være medlem af Dansk Skak Union gennem 1. hovedkreds, Københavns Skak Union.

§ 4
Enhver, der tilslutter sig foreningens formål, kan optages som medlemmer af klubben.

§ 5
Generalforsamlingen er højeste myndighed for klubben BMS Skak.

§ 6
Stk. 1. Generalforsamlingen består af klubbens medlemmer. Alle medlemmer er berettigede til at møde. Stemmeberettigede er de medlemmer, der er fyldt 18 år. Stemmeretten er personlig og kan ikke udøves ved fuldmagt.
Stk. 2. Medlemmer, der ikke har betalt kontingent, har dog ingen stemmeret på generalforsamlingen.
Stk. 3. Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.
Stk. 4. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, jf. dog § 7 og § 13 om lovændringer og opløsning af klubben BMS Skak.

§ 7
Stk. 1. Ordinær generalforsamling afholdes 1 gang årlig inden udgangen af februar måned.
Stk. 2. Dagsorden for generalforsamlingen skal senest 3 uger før generalforsamlingen slås op i klubbens mødelokaler og meddeles medlemmerne f.eks. ved meddelelse herom på klubbens hjemmeside. Indkaldelsen kan også ske via e-mail.
Stk. 3. Tillægsdagsorden kan udsendes med 8 dages varsel.
Stk. 4. Forslag til generalforsamlingen fra medlemmerne skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 5. Ekstraordinær generalforsamling afholdes med mindst 8 dages varsel, når bestyrelsen finder det nødvendigt eller når 1/3 af medlemmerne indgiver skriftlig begæring herom med angivelse af hvad der ønskes behandlet. Meddelelse om ekstraordinær generalforsamling skal sendes skriftlig eller ved e-mail til alle medlemmer.
Stk. 6. Vedtagelser på generalforsamlinger sker ved simpelt stemmeflertal og håndsoprækning.
Stk. 7. Lovændringer kan på ordinære generalforsamlinger kun vedtages, når mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor.
Stk. 8. Lovændringer på ekstraordinære generalforsamlinger kan vedtages ved simpelt stemmeflertal.
Stk. 9. Generalforsamlinger ledes af en ved simpel stemmeflertal valgt dirigent.

§ 8
Stk. 1. Generalforsamlingen vælger en bestyrelse på mindst 5 medlemmer. Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen, dog således at formand og mindst 1 bestyrelsesmedlem er på valg på ulige årstal og kasserer og mindst 2 bestyrelsesmedlemmer er på valg på lige årstal. Revisor, revisorsuppleant og 2 bestyrelsessuppleanter vælges for et år ad gangen. Formand og kasserer vælges direkte på generalforsamlingen, mens bestyrelsen i øvrigt konstituerer sig selv med fordeling af ansvarsområder.
Stk. 2. Bestyrelsen udpeger en person, der varetager børn og unges interesser i BMS Skak overfor bestyrelsen.
Stk. 3. Bestyrelsen varetager klubbens anliggender og disponerer under ansvar over for generalforsamlingen. Afgørelser i bestyrelsen træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved lige stemmetal er formandens stemme afgørende.
Stk. 4. Bestyrelsen er ansvarlig overfor kommunalbestyrelsen for anvendelse af kommunale tilskud, brugen af anviste lokaler, samt at regnskab og dokumentation sker efter de givne retningslinier.

§ 9
Stk. 1. Klubbens regnskab følger kalenderåret.
Stk. 2. Kassereren fører regnskab med klubbens midler. På forlangende af revisor eller bestyrelse skal et ajourført regnskab kunne fremlægges.

§ 10
Der skal foreligge skriftlige referater fra generalforsamlinger og bestyrelsesmøder.

§ 11
Generalforsamlingen kan beslutte at gøre et medlem, der har udført en særlig fortjenstfuld indsats for klubben, til æresmedlem af klubben.

§ 12
Stk. 1. Bestyrelsen tilrettelægger de årlige turneringer, herunder klubturneringer, holdturneringer i regi af Dansk Skak Union og Københavns Skak Union og særlige arrangementer for klubbens juniorer. Bestyrelsen fastsætter regler for, hvordan klubbens hold sammensættes.
Stk. 2. Klubmesterskabet kan kun vindes af et medlem af BMS Skak.

§ 13
Stk. 1. Klubben kan kun opløses, når mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor på en lovligt indvarslet ekstraordinær generalforsamling.
Stk. 2. Ved evt. opløsning af klubben tilfalder dennes formue og materiale Ballerup Kommunes børne- og ungdomsinstitutioner.
Stk. 3. Sammenslutning med andre skakklubber betragtes ikke som opløsning af klubben.

§ 14
Disse vedtægter er gældende fra 1. juli 2006.