Nyhedsarkiv

BMS 3 - Valby 1
af Otto Larsen     10/11-2006

BMS 3 - Valby 1  2-6

BMS 3 er i 1. række gruppe 1 kommet i en svær pulje, hvor holdet har det laveste gennemsnitsratingtal af de 8 hold. Med 3 reserver hentet fra fjerdeholdet blev resultatet som ratingtallet tilsiger, men alligevel kunne vi nok have ønsket os et bedre resultat.

Jørgen kæmpede bravt på 1. bræt. Efter en elendig åbning og en bonde bagud fandt Jørgen nogle smarte træk, der truede med mat i bunden. Det hele ebbede ud i et tårnslutspil, hvor Jørgen vel havde de bedste forudsætninger, men i tidnøden smed han en bonde væk og måtte kæmpe for at holde remisen. Søren Rohmann-Sønderby spillede et flot kampparti, fandt en flot offerkombination og kørte sikkert pointet hjem mod en spiller med et meget højere ratingtal. Vi må håbe, at Søren har mod og lyst til fortsat at spille og udvikle sin skak. Han kan nå langt. Otto fik aldrig rigtig fat i partiet og blev stille og roligt nedspillet efter at have tabt en central bonde. Sune, der var indkaldt som 1. reserve, fik sig en interessant stilling ud af åbningen med gode muligheder for angreb. Sort fik dog langsomt udlignet og i 4. time fik Sune spillet forkert og sort tog det fulde point. Jacob og Michael (2. reserve) tabte begge ret hurtigt. Henrik spillede remis, men burde have vundet et slutspil med en merbonde, hvor modstanderen tilmed havde en isoleret dobbeltbonde. Mon Henriks største juleønske er en skakbog om slutspil? Henning, der blev tilkaldt i sidste øjeblik som den tredje reserve, kæmpede bravt. Han troede vist, at han havde fundet en smart måde at vinde et tårn på, men overså, at det andet tårn kunne flyttes, så dronningen kom i fedtefadet, hvis tårnet blev indkasseret, og så ville han ikke mere.