Nyhedsarkiv
Succes for BMS ved KM 2007
af Tom Skovgaard 23/10-2007
Succes for BMS ved KM 2007
KM-titler til Peter og Dara og fine resultater til Jonathan og Martin
Billeder (fra v.): Peter Skovgaard - Dara Akdag - Jonathan Braüner - Martin Haubro
Københavnsmesterskaber 2007 blev spillet i efterårsferieugen med BMS Skak som arrangør. Og hjemmebanen gav samtidig succes for vores spillere, som tog sig pænt af KM-titlerne og markerede sig flot!
Peter Skovgaard Københavnsmester for 2. år i træk
Peter Skovgaard, nu 17 år, vandt sidste år KM som den yngste nogensinde. Og i år viste Peter, at det ikke var nogen tilfældighed, da han med 6½ af 9 og en 3.plads i årets felt blev klart bedst placerede KSU-spiller og dermed beholdt KM-titlen for endnu et år! Vinderen af turneringen, den unge Litauer FM Vaznonis, var urørlig og vandt med 9 af 9 foran Bo Garner Christensen med 7 på 2.pladsen. Peter fik spillet sig varm i løbet af turneringen, og bl.a. sejren i sidste runde mod Frode B. Nielsen er rigtig fin. Men også tidligere i turneringen hentede Peter nogle fine sejre, og afgørende blev det også, at en meget kritisk stilling i næstsidste runde mod Jakob Pallesen blev vendt til sejr. Se billeder og Peters partier her.
Dara Akdag juniorkøbenhavnsmester 2007
Dara Akdag blev med 5 af 9 juniorkøbenhavnsmester. Dara fik et par fine sejre undervejs, se bl.a. 2. rundes sejr over Daniel Andersen, men lige så afgørende var det at Dara kæmpede sig ud af tabte stillinger et par gange, bl.a. i sidste runde mod Rune Egede Andersen. Se billeder og Daras partier her.
Forrygende spil af 10-årige Jonathan Braüner
10-årige Jonathan Braüner leverede i KM 2007 et forrygende flot resultat, som er i særklasse for en 10-årig spiller i Danmark! Jonathans ratingpræstation er omkring 1950 (!) og indbragte 176 ratingpoint (!), så Jonathan nu er på 1501! Men selve spillet er mindst lige så flot, og der var endda stillinger til mere end de 4½ point det blev til i alt. Dara var udspillet i 1. runde, men det blev remis, og Thomas Struch var havnet i en låst remisstilling, hvis Jonathan havde slået tilbage på e4 med d-bonden i 6. runde! Men nyd lige gevinstføringen i Jonathans første sejr over en mesterspiller (Daniel Andersen) i 8. runde samt slutspilteknikken i partiet mod Tommy Vedelfort i 6. runde. Se billeder og Jonathans partier her.
Også Martin Haubro fik en god turnering og hentede et godt og velfortjent ratingryk på +65, så Martin nu har 1377. Se billeder og partier, bl.a. en god sejr over Tommy Vedelfort, her. Og et af vores nye medlemmer, Lars Bech Hansen (KSU-formand), nåede kun at spille 3 runder med et lille ratingplus efter to sejre og et tab, da deltagerantallet blev ulige, så Lars valgte at trække sig og koncentrere sig om turneringslederopgaven. Se billeder og partier her.
Nyd også turneringens velfungerende hjemmeside, som også var basis for livetransmission i hver runde af hele 8 partier! IT-hajen bag dette er KSU's webmaster Jakob Pallesen, der også selv spillede med i KM. Link til hjemmesiden for KM 2007 her.