Nyhedsarkiv

BMS 2 - Herlev 1
af Tom Krog Nielsen     20/1-2008

BMS 2 - Herlev 1

BMS 2                            4-4                 Herlev 1
Miriam Olsen                    0-1                Flemming Haupt Hansen 2055
Dara Akdag                     1-0                Lars Christoff Andersen 2076
Carsten Hejberg               0-1                Bo Brask 1912
Jesper Ulrich                   ½               Lars Raahauge 1936
Michael Tandrup              ½               Thomas Nielsen 1818
Tom Krog Nielsen              0-1                Magnus Egholm 1856
Tom Skovgaard                1-0                Kenneth Møller Nielsen 1756
Poul Munk                       1-0                 Jan Qvistorff 1507

Effen eller ueffen? Navnet på dette gamle spil kommer til mig, når jeg gør halvvejs status for andetholdet her efter den første del af sæsonen. Svaret på spørgsmålet lyser op på himlen: Effen! Tre ud af fire kampe er endt 4-4 og den sidste kamp vandt vi 4½-3½. Derfor er det ikke overraskende, at kampen mod Herlev også var en meget lige affære. Lad os tage de kedelige nederlag først. Tom Krog (ego) måtte atter ned. Formen er der simpelthen ikke i denne sæson, og der er alt for meget spil af svingende karakter. Carsten stod lidt bedre i lang tid, men det blev afgørende, at Carsten kom i tidnød og her gik helt galt i skoven. Lidt af det samme skete for Miriam. Det var en meget spændende stilling hun havde med to tårne for en dronning, og det var ærlig talt svært at vurdere objektivt, hvem der stod bedst. Desværre havde Miriam brugt meget mere tid end modstanderen og i tidnøden var det ikke nemt og sjovt at overskue alle de mange muligheder modstanderens dronning havde, så til sidst gik det galt. Jesper sæsondebutterede i denne kamp. Jesper er en stærk spiller og altid god at have med, så vi må håbe, at partiet ikke bliver en enlig svale i denne sæson. Jespers modstander var lykkelig efter partiet for at have reddet en remis i land. Hvis Jesper havde spillet lidt mere skarpt kunne han nok have taget hele pointet, men når det er et år siden, man har spillet det sidste seriøse parti, er det måske ikke så underligt, at man ikke er helt skarp. Michaels parti udviklede sig relativt udramatisk og endte med et modtaget remistilbud. Tom Skovgaard nedspillede med enkle midler Kenneth. Det så let ud, men det var ikke fordi Kenneth lavede store fejl; det var Tom S. som udnyttede de små fejl; flot! Poul mødte en meget lavere ratet modstander, som trods udmærket spil, ikke holder niveauet til mesterrækken. Uden de store genialiteter fik Poul en bedre stilling, som han stille og roligt udbyggede. Med 10 sekunder tilbage til hele partiet mod Pouls 3 minutter brød modstanderen definitivt sammen, da han overså en mat, men stillingen var også tabt. Daras parti var vildt spændende. Det var det sidste, der var færdigt. Jeg mener, at jeg på et tidspunkt så, at Dara havde ca. 5 min. tilbage mod modstanderens 10 min. Endvidere stod Dara til tab. Dara komplicerede stillingen ved ikke at slå modstanderens springer tilbage, da modstanderen havde slået et tårn med springeren. I stedet opstillede Dara en mattrussel, som modstanderen dog let kunne parere. Pludselig havde modstanderen tænkt sig i tidnød ligesom Dara, så de havde kun ca. 2½ min. tilbage hver især til hele partiet. En unøjagtighed fra modstanderens side gør, at Dara kan slå en bonde med et tårn. I stedet for lige at tænke sig om 10 sekunder, slår modstanderen resolut tårnet tilbage med sin dronning, hvorved Dara indleder et sandt festfyrværkeri af skakker, som endegyldigt fanger modstanderen i et matnet. Meget stærkt spillet af Dara i tidnøden i en ellers tabt stilling, men også sjusket af modstanderen. Alt i alt blev resultatet altså 4-4. Ikke spor overraskende må man sige!