Nyhedsarkiv

BMS 2 - Vestegnen 1
af Tom Krog Nielsen     8/4-2008

BMS 2 - Vestegnen 1

BMS 2                          3½-4½                        Vestegnen 1
Miriam Olsen                      0-1                           Mohammad Ali 2263
Dara Akdag                       ½                         Carsten Nielsen 2118
Jesper Ulrich                      0-1                           Kim Røper Jensen 1972
Lars Bech Hansen               0-1                           Eigil Meedom 1930
Michael Tandrup                ½-½                          Brian Feldborg 1810
Tom Krog Nielsen                1-0                           Jesper Bergstrøm 1788
Tom Skovgaard                 ½-½                          Birger Madsen 1670
Poul Munk                         1-0                           Tina Vehl 1533

Sæsonens sidste kamp er altid noget speciel; ikke mindst fordi fællesafslutningen foregår i vores egne lokaler og alle hold er samlet. Samtidig er det også en runde, hvor man ofte ikke har andet end æren at spille om, fordi man hverken kan nå op- eller nedrykning. Noget spænding var der dog på spil, fordi vores hold – på trods af at være ubesejret gennem sæsonen(!) – med et stort tab kunne rykke ned. Det er bemærkelsesværdigt, at ingen hold i mesterrækken er faldet helt igennem i denne sæson og det endelige resultat taler da også for sig selv med bare 7 point forskel mellem nr. 2, Vestegnen, og nr. 8, Gladsaxe. Herlev var den rigtige gruppevinder, da de som det eneste hold markerede sig flot med en margen på 5 point til nr. 2. Desuden vandt Herlev 6 ud af 7 matcher og afgav kun matchpoint i den uafgjorte kamp mod vores hold. I dagens opgør mod Vestegnen havde Miriam endnu engang fået den tvivlsomme ære af de sorte brikker mod en +2200-spiller. Hun forvaltede opgaven godt og havde faktisk muligheder indtil det sidste for at spille på gevinst, hvis hun havde fundet det rigtige forsvarstræk. I stedet trængte Mohammad ind på baglinjen, hvilket kostede Miriam hele pointet. Dara var ikke selv tilfreds med sit spil, selv om han spillede remis med en god spiller. Dara slog med den forkerte bonde i træk 18, hvilket forvandlede en svagt fordelagtig stilling til en lige stilling. Dara forsøgte i træk 36 lidt fusk med at sende en farlig fribonde frem, men modstanderen så det korrekte modspil. Da Dara lidt senere tilbød remis tog modstanderen lidt overraskende imod, da han havde en lille fordel, hvor han uden risiko kunne spille på gevinst. Jeg så ikke meget af Jespers parti, så jeg ved ikke, hvor han fejlede, men da det kun var Jespers andet parti i sæsonen, vil han naturligt nok være lidt rusten. Lad os håbe Jesper kan spille lidt mere i næste sæson. Lars blev udsat for sin egen yndlingsåbning. Åbningen blev præget af teoritræk og stillingen var helt lige til og med træk 16. Efterfølgende må Lars være ramt af et anfald af skakblindhed for både hans træk 17, 18 og 19 var deciderede dårlige træk og efter modstanderens 19. træk gav Lars op. Michael spillede matchens længste parti. Til sidst sad han med ca. 1 minut tilbage mod modstanderens ca. 2. minutter. Michael havde to bønder og springer mod modstanderens 1 bonde og springer og Michael prøvede ihærdigt at vinde. Om gevinststillingen var på brættet på et tidspunkt ved jeg ikke for ingen af parterne havde tid til at få alle spidsfindighederne med i tidnøden og der var ikke tid til at notere, men til sidst måtte Michael stille sig tilfreds med ½ point, hvilket trods alt er bedre end at tabe på tid i en gevinststilling! Tom Krog (ego) fik et déjà vu, da jeg ligesom sidste år til holdafslutningen sad med de hvide brikker overfor Jesper Bergstrøm. I modsætning til sidste år, hvor han kom helt forfærdeligt fra åbningen, var det i år mig, som sad og kludrede, så jeg ret tidligt i partiet var bagud med en bonde. I en lang fase af partiet bedømmer Fritz 10 stillingen til mere end +2 til min modstander. Heldigvis satte han en kvalitet i slag, så jeg kom ind i partiet igen. Fritz 10 vurderer herefter stillingen som lige, men det afgørende for, at jeg efterfølgende vandt, var det faktum, at min stilling var nem at spille, mens det var min modstander, som skulle finde de svære træk, hvilket han heldigvis ikke gjorde hele vejen igennem! Tom Skovgaard lagde et pænt pres på sin modstander, men det lykkedes akkurat for modstanderen at holde den halve. Poul havde ikke de store problemer med Tina, selv om han på et tidspunkt tillod en dronningafbytning, hvilket gjorde gevinstføringen lidt mere krævende end det var nødvendigt. Sæsonens første nederlag kom altså i sidste runde, men fem gange 4-4, en gang 4½-3½ og en gang 3½-4½ kendetegner den mest jævne sæson for noget hold, jeg nogensinde har spillet på! De 50% rækker til en fjerdeplads i årets mesterrække. Næste år må vi mødes inden sæsonstart og tale om målsætninger for sæsonen, forventninger til hinanden, holdetik mv. På sigt er målet at få andetholdet i divisionen.