Nyhedsarkiv

Sommerferieskak 2008
af Tom Krog Nielsen     9/7-2008

Sommerferieskak 2008

Sommeren er over os og medens de fleste garvede klubspillere holder ferie eller lader op til sommerens mange turneringer holdt en lille flok skoleelever til i klubbens lokaler fra mandag den 7. juli til og med onsdag den 9. juli i tidsrummet fra 10-14. 12 timers intensiv skakundervisning midt i hedebølgen; hvem siger dog ja til det? Det gjorde 7 friske drenge, som havde meldt sig til vores arrangement via det hæfte, som kommunens elever altid får om aktivitetstilbud i sommerferien. Carsten Hejberg og Tom Krog (ego) var de voksne undervisere og Martin Haubro og Monika Haubro assisterede også lidt undervejs. Børnene kunne ikke være lige koncentrerede alle 4 timer hver dag, men så var der heldigvis mulighed for at sætte tempoet i vejret med lidt kondiskak indimellem. Der indledtes hver dag med nyklassikeren "Birgers Bommerter" og derefter trænede vi hovedsagligt kombinationer og åbninger, mens det ikke blev til så meget slutspilsanalyse denne sommer. Carsten vakte også børnenes begejstring, da de fik lov at spille Fritz 11 på Carstens computer. Måske ser vi nogle af børnene igen til efteråret. Nogle forældre spurgte i hvert fald ved afslutningen af kurset, hvornår vi træner børnene til hverdag, så hvem ved?