Nyhedsarkiv

BMS Efterår 2008 slut
af Tom Krog Nielsen     9/11-2008

BMS Efterår 2008

Så er BMS Efterår 2008 slut og lidt overraskende er det Jørgen Christensen, der står med sejrspalmerne og de 1000 kr. i førstepræmie. Flot spil - og lidt held - gav 5½ ud af 6 mulige point  og så gjorde det mindre, at Jørgen tabte i sidste runde til en velspillende Sigfred, der bankede Jørgen i 21 træk som hvid i en kongegambitlignende åbning (1. e4, c5 2. f4, e5 3. Sf3, exf4). Sigfred kom hermed op på en delt andenplads og ærgrer sig nok over den missede førstepræmie grundet tabet til sin søn, den "lille" (=Martin) Haubro, der runden inden havde fået ram på sin far. Godt at se, at ungdommen ikke frygter overmagten, der ikke altid er så overmægtig endda! Det eneste man ellers kan spekulere på i den forbindelse er, hvor stærkt Martin står i forhandlingerne næste gang, der skal forhandles lommepenge!!! Martin gjorde en udmærket figur, men Jonathan var i denne turnering endnu længere fremme i tabellen. Som sædvanligt med de tos indbyrdes placering var det indbyrdes parti det afgørende. Her vandt Jonathan, da Martin bukkede en bonde. På en god dag kan både Martin og Jonathan slå alle i gruppen, men der mangler endnu noget stabilitet, styrke og erfaring til at vinde en gruppe af denne styrke. Thomas Bach fulgte intenst med i partiet mellem Jørgen og Sigfred i sidste runde, da Sigfreds gevinst ville give Thomas mulighed for at komme op på en delt førsteplads og dermed også undgå ratingtab. Måske fulgte Thomas for godt med i det parti for i hans eget parti overså han, at Allan kunne lave et smart taktisk trick, der sikrede ham en udmærket stilling. Thomas fik godt nok to lette officerer for et tårn, men Allans tårn kom på bagerste række og var temmelig irriterende. Balancen i partiet var dog ikke mere forrykket end at det hele endte i remis, men herved måtte Thomas så også nøjes med en delt andenpræmie sammen med Sigfred. Allan er på trods af sin status som den lavestratede i gruppen ikke sådan at vinde over og han er nok ganske tilfreds med sine 5 remiser i turneringen, hvilket er 1 point over hans forventede score. Alvin har undertiden haft fokus lidt for mange andre steder end på skakbrættet, når han har spillet. Lidt ærgerligt, når han nu er så talentfuld, men selvfølgelig er det vigtigt at klare sig godt i gymnasiet. Måske er det mere en turnering uden for skoletiden, som er det rigtige for ham for tiden; ØBRO Nytår el. lignende vil sikkert være lige noget for Alvin, da det foregår i en ferie. Alvin er så talentfuld, at man fornemmer, at der ikke skal meget mere træning til før han også begynder at banke på til mestertitlen, men i samme åndedrag er det så selvfølgelig vigtigt at understrege, at det netop kræver træning! Frisk mod Alvin!  Alvin viste sit store talent mod Sigfred, hvor Alvin friskt spillede kongegambit og faktisk fik en rigtig god stilling, som han desværre kom til at sætte over styr til sidst. Otto er nok ikke helt tilfreds med sin pointhøst. Han fik en fin pind mod Martin, hvor Martins dronning "pludselig" var fanget, men ellers var der ikke de store ting at glæde sig over i denne turnering. Vi ved jo, at Otto på en god dag sagtens kan tage point fra de højstratede i gruppen.
I gruppe 2 vandt Jørn suverænt og fra turneringsledelsen undskylder vi, at vi har placeret Jørn med 1000 i rating. Når man ser Jørns partier kan man se, at spillestyrken ligger på mellem 1600 og 1700. Nå, med den fart Jørn har på går der ikke lang tid før hans rating er deroppe. Jon satte sig suverænt på andenpladsen. I det afgørende parti mod Jørn havde Jon ikke en af sine bedste dage, men ellers var der ingen slinger i valsen i Jons øvrige partier. Den firdelte tredjeplads mellem Kim, Michael, Jørgen V. og Henning vidner om den store jævnbyrdighed under de to højestplacerede i gruppen. Værd at bemærke i gruppen er Benjamins habile resultat. Godt gået, når man betænker, at spilletidspunkterne er betragteligt efter hans normale sengetid.

På Tom Skovgaards og egne vegne takker vi deltagerne for en god og sportslig opførsel, der på intet tidspunkt gav os anledning til som turneringsledere at skride ind i afviklingen af partierne.

Se slutstillingen i BMS Efterår 2008 via link nedenfor - eller via link'et i menuen til venstre:

http://www.ksu.dk/kalender/dotnet/tabel.aspx?id=621