Nyhedsarkiv

Dara og Jonathan danske mestre ved U-DM
af Sigfred Haubro     20/5-2009

Dara og Jonathan danske mestre ved U-DM

Efter en meget spændende afslutning ved årets danske mesterskaber for ungdom i Skanderborg lykkedes det for Dara og Jonathan at vinde DM-guld for andet år i træk!

Dara Akdag, der vandt DM for U-16 sidste år og var topseddet i gruppen U-18 i år, spillede sikkert sit DM hjem ved at lave 4½ af 5 mulige og vinde 9 ratingpoint. Og Dara kan glæde sig over en perfekt turnering som han vandt med 1 points forspring!

I U-16 havde vi Martin Haubro og Jon Capion med. Martin spillede et meget fint parti til gevinst mod Kristian Seegert i 2. runde og havde 2 af 2, men sidstedagen, hvor 2 gevinst stillinger blev til nederlag, vil Martin nok helst glemme. Det blev til et minus på 27 ratingpoing og en score på 2 af 5. Jon derimod kæmpede sig op bagfra, og selvom gevinsten mod Martin var heldig kan man jo godt glæde sig over noget ratingfremgang. Det blev til et plus på 38 til Jon og en score på 3 af 5!

I U-12 havde vi Asbjørn Jensen og Jonathan Braüner med. Jonathan måtte hele følelsesregistret igennem som ratingfavorit og forsvarende mester! I 2. runde lavede han en buk, som kostede en officer og partiet og som gjorde at han ikke selv kunne afgøre mesterskabet mere. Jonathan fik dog kæmpet sig tilbage, og i sidste runde sad han med 3 af 4 og skulle vinde mod den førende spiller, som havde 3½! Jonathan vandt et fint parti og da de andre spillede remis genvandt Jonathan sit DM i U-12! Asbjørn kæmpede godt og scorede 2 af 5 som gav et minus på 16 ratingpoint.

I U-10 havde vi Benjamin Braüner med. Benjamin var godt med indtil sidste dagen hvor han ligesom Martin fik en nedtur. Det var ærgerligt for bare en sejr i en af kampene havde bragt Benjamin på podiet.

Skanderborg havde lavet et utroligt flot arrangement med 9 livebrætter, GM Peter Heine Nielsen som analyserede alle partier om lørdagen (se billedet ovenfor med Jon og Peter Heine), GM Lars Bo Hansen gav foredrag og GM Allan Stig Rasmussen gav simultan lørdag aften. Søndag live-kommenterede Per Andreasen kompetent så det var en fornøjelig oplevelse at være i Skanderborg.