Nyhedsarkiv

Gladsaxe 1 - BMS Skak 2
af Tom Krog Nielsen     10/11-2009

Gladsaxe 1 - BMS Skak 2

Gladsaxe 1                             3½-4½                 BMS Skak 2
Erik Poulsen 2061                         0-1                    Sigfred Haubro
Georg Jørgensen 1940                  ½                   Carsten Hejberg
Per Steenstrup 1822                     1-0                    Miriam Olsen
Henning Lauritzen 1835                 ½                  Tom Krog Nielsen
Jan F. Jensen 1846                      ½                   Tom Skovgaard
Tommy Vedelfort 1799                  ½                   Jørgen Christensen 
Carl Aage Pedersen 1731                0-1                    Alan Møller
Michael Dræger 1683                     ½-½                   Alvin Moustgaard

Gladsaxe er én af vores faste modstandere, så efterhånden kender man jo mange af spillerne. Jeg, Tom Krog, stod f.eks. til at møde den samme spiller (Kim Sørensen), som jeg mødte i 2007 (remis) men i stedet mødte jeg den samme spiller som jeg mødte i 2008. Dengang vandt jeg, men remisen i dag skal jeg vist være mest tilfreds med for jeg spillede en dårlig åbning, som forfulgte mig det meste af partiet. I midtspillet kostede det mig en bonde, men heldigvis vandt Henning bonden på en sådan måde, at hans merbonde var en isoleret bonde, som jeg ikke havde svært ved at bremse. Da min remis var i hus efter lidt mere end 3 timers spil kunne jeg konstatere, at det var det fjerde afgjorte parti på det tidspunkt, og alle de øvrige afgjorte partier var også endt med pointdeling. Jørgens parti endte først med en pointdeling, da Jørgen ikke ville satse på en spændende men farlig fortsættelse, men valgte den sikre vej til remis. Alvin havde et vist pres mod sin modstander men åbenbart ikke nok til sejren. Tom Skovgaards parti var i balance hele vejen igennem. Miriam spillede dejligt angrebsivrigt og det så farligt ud for modstanderen. Desværre glemte Miriam at lave et sikringstræk, så hun måtte aflevere en officer og så var det ikke sjovt mere! Carstens parti var spændende og kombattanterne skiftedes til at have den bedste stilling. Da Carsten havde brugt en del mere tid end modstanderen var jeg noget nervøs for om han skulle komme i tidnød, men heldigvis spillede Carsten hurtigere til sidst og stillingen ebbede ud i remis. Sigfred er jo en superreserve for os i år og han satte sig tungt på Erik Poulsen ganske hurtigt og gav aldrig manden en chance for at komme ordentlig med i spillet. Alan viste også, at han trods manglende kamperfaring stadig har vinderinstinktet med sig. Alan vandt en bonde og fik gennem partiet større og større fordel, så det er rart at vide, at vi har endnu en god mand på reservebænken. Reserverne sikrede altså andetholdet en spinkel sejr. I forhold til modstanderholdets styrke er det et acceptabelt resultat, som ligger tæt på det forventede. Dejligt at slå et hold som ligesom os kæmper med om oprykning til mesterrækken.