Nyhedsarkiv

BMS 2 - Øbro 3
af Tom Krog Nielsen     24/11-2009

BMS 2 - Øbro 3

BMS 2                            7½-½                           Øbro 3
Ib Skovgaard                      1-0                            Finn Sølvsten 1674 
Carsten Hejberg                  ½-½                          Holger Lodahl 1656
Miriam Olsen                       1-0                            Niels Erik Rasmussen 1624
Tom Krog Nielsen                 1-0                            Ted Sandbech 1571
Tom Skovgaard                   1-0                            Claus Mikkelsen 1493
Jørgen Christensen               1-0                            Mathias Torp-Hansen 1373
Mikkel Andreassen                1-0                            Andreas Christiansen 1289
Torben Vang-Larsen             1-0                            Albert Schultz 1065

Øbro 3 er det suverænt svageste hold i 1. række og da vi hører til i toppen var vi kæmpefavoritter med en forventet score på hele 7,38, hvilket vi heldigvis kunne leve op til. Kampen havde et typisk forløb for "top møder bund"-opgør. Først kommer der nogle hurtige lette sejre, hvor det svageste hold bliver løbet over ende meget hurtigt; så kommer der nogle sejre, hvor partierne har set lige ud, men hvor det stærke holds øgede spilforståelse slår igennem og endelig kommer der gerne noget, der overraskende går galt for det stærke hold! For at tage det lette først: Miriam vandt uden kamp, hvilket hun ærgrede sig over for hun trænger til at vinde en reel sejr! Torben kvaste sin lavtratede modstander lynhurtigt og kort efter havde Tom Krog (ego) ubesværet kvast Ted efter konceptet, først vinde terræn, så snuppe en bonde, så én bonde til og igen en bonde. Ib stod også hurtigt til gevinst, da han havde en løber for to bønder. Ret hurtigt var vi altså foran 4-0.
Tom Skovgaards parti så spændende ud og virkede længe i balance, men Toms større slutspilforståelse gjorde udslaget, så modstanderen til sidst stod over for valget mellem at ofre et tårn eller tillade en bonde at gå i dronning. Jørgen stod egentlig til gevinst, men i slutspillet spillede han ikke helt korrekt og gav modstanderen nogle chancer, som han ikke burde have haft. Heldigvis havde modstanderen brugt meget tid, så han med under 1 minut tilbage af sin tid (mod 8 minutter til Jørgen) lavede en afgørende fejl. Men Jørgens modstander, Mathias, spiller bestemt bedre end sin rating. Det gør Mikkels modstander, Andreas, også. Mikkel var på hælene i partiet og vi frygtede at det skulle gå helt galt, men en tanketorsk fra Andreas' side satte konge og tårn på samme diagonal som løberen, hvilket forvandlede Andreas' stilling til en ruin. Lidt synd for Øbro, men godt for os. Carsten havde det eneste parti, som ikke kunne vindes i dag. Hans modstander spillede en gambit, som Carsten ikke rigtig kunne huske, hvordan man skulle imødegå, så han kom ikke optimalt ud af åbningen. Carsten forsøgte at presse og det lykkedes ham også ved en lille kombination at stå tilbage med to løbere mod et tårn. Her troede jeg faktisk, at Carsten ville vinde, men det var ikke så let og en tanketorsk fra Carstens side kostede ham en bonde. Holger tog remis ved trækgentagelse og på det tidspunkt skulle Carsten være glad for det, da Holger var den eneste, der kunne tillade sig at spille videre på gevinst.
Alt i alt fik vi de point vi skulle have i dag for at kæmpe med om oprykning.