Nyhedsarkiv

BMS 2 vandt 5½ - 2½ over Perlen 1
af Tom Skovgaard     11/12-2009

BMS 2 vandt 5½ - 2½ over Perlen 1

Det tegnede efter 5-0 føring og tre partier tilbage til en stor sejr over en af de stærke konkurrenter, Perlen, for vores 2.hold i 1. række. Men de sidste 3 partier gav blot et halvt point. Vi tager det lige fra starten: Jeg selv (Tom) var først færdig efter en god sejr i 27 træk med sort, hvor hvid tillod et angreb på kongefløjen efter en utraditionel 1. d4 åbning at udvikle sig til et uafviseligt matangreb. Miriam spillede som altid skarpt og søgte initiativet, men endte i et slutspil med 2T+S på begge sider. Stillingen var remisagtig, men Miriam’s modstander havde en dobbeltbonde, og med et smart mellemtræk og perfekt gevinstføring fik Miriam vist at slutspilsteknikken er i top! 2-0. Martin spillede for en gangs skyld et positionelt parti (!) og viste at dette kan han absolut også, og selvom der blev rokeret til hver sin side var det først efter en lang fin fase med langsomme forbedringer at Martin vandt et par bønder som afgjorde slutspillet, 3-0.

Benjamin kom til at kludre lidt og smide en bonde væk i åbningen, men Benjamin mestrer som få at spille de positionelle stillinger, hvor vi andre ikke rigtig kan finde ud af hvad der foregår. Og selvom der ikke var kompensation nok for bonden, så fik Benjamin alligevel vendt partiet, så han fik merbonde og en ok stilling. Det blev for meget for modstanderen, som gav op, selvom der godt kunne have været spillet længe endnu. Men jeg tror dog at Benjamin nu havde en stilling, som han ville have kørt hjem. 4-0. Ib spillede som altid en skarp og principiel variant, her mod sorts Kalashnikov, og efter et bondeoffer fik Ib angrebschancer, som førte til en officersgevinst, men ualmindeligt skarpt spil med D+T og lette officerer og åbne linier og diagonaler på alle leder og kanter. Men Ib spillede det hele fuldstændigt præcist hjem! Et godt parti – og 5-0!

De sidste 3 partier lignede ca. 1½ point. Mikkel havde i en fuldstændig positionel stilling smidt en kvalitet på d5 – en ren bommert. Men med en stærk løber i centrum var der lidt kompensation og Mikkel kæmpede forbilledligt og hentede en remis til sidst – sådan! 5½ - ½. Carsten var under hele partiet oppe imod en initiativsøgende farlig modstander i en stilling med mange brikker på brættet – faktisk blev første brik først byttet af efter lidt mere end 2 timers spil! Carsten havde dog objektivt set formentlig fordel og endte til sidst med 2T+2 mod T+S+3 bønder – men tidnøden blandede sig til sidst, og efter en smart lille kombi af modstanderen var der 3 farlige bønder mod Carstens enlige tårn og tiden randt ud. 5½- 1½. Et ærgerligt nederlag for Carsten som bekræftede vores viden om, at Perlens spillere er stærke og farlige spillere! Det samme oplevede Sigfred, som med sort i en lukket stilling formentlig havde lidt fordel og initiativ, men til sidst havde modstanderen D+S mod D+L og vandt en vigtig centrumsbonde, og så var partiet reelt slut, selvom Sigfred kæmpede godt til det sidste.

5½ - 2½ og et ok resultat. Vi er nu her efter 3 af 7 runder ”kun” nr. 2 med 17½ efter Tårnby med 18, som vi møder i næste runde! Det eneste hold vi begge har mødt er Perlen, som Tårnby ”kun” hentede 5 point mod, så vi er optimistiske og må lade op til denne vigtige kamp på hjemmebane tirsdag d. 12. januar!

Se stilling og resultater hos KSU her.