Nyhedsarkiv

Post Danmark Cup
af Dara Akdag     6/11-2006

Post Danmark Cup

Søndag den 5. november blev Post Danmark Cup holdt af klubben Posten. Det var en hyggelig lille turnering, men der var ikke så mange gode spillere med. Det kunne turneringslederne ikke forstå, indtil jeg forklarede dem, at der blev spillet divisionsskak samme dag.

Turneringen begyndte ganske godt. I første runde skulle jeg møde Michael Marshall, som har knap 1800 i rating. Jeg spillede et fint parti og vandt hurtigt. Næste runde skulle jeg spille mod en ældre herre. Åbningen blev noget mærkelig noget, jeg aldrig havde set før, men da jeg midt i partiet ganske pludseligt begyndte at lave gode træk hele tiden gik min modstander bare helt kold, og til sidst sad han med valget om at gå mat i en variant, hvor jeg ville have ofret et tårn eller bare at gå mat, så han gav bare op. I 3 runde kom jeg ud i noget kongeindisk i varianten med 9. b4, som er svær at spille mod for sort. Jeg fik en behagelig stilling, men det havde kostet mig en del tid, og min modstander havde fået sit kongeangreb. Til sidst endte det med, at det var mig, der satte ham mat, via en opfindsom angrebsidé.
Efter de tre første runder var jeg alene i spidsen, og skulle i næste runde spille mod Peter Olsen på knap 2200 i rating. Jeg kom fint fra åbningen på trods af, at jeg indirekte satte en officer i slag, men ingen af os så det! Jeg husker ikke præcist, hvad der skete derefter, men i en helt lige stilling, hvor min modstander havde en isoleret d-bonde og løberparret, tænkte jeg, at det ville være i orden at få en halv, så jeg tilbød remis. Han afslog og derefter spillede jeg bare dårlige træk konstant, og tabte dermed partiet. I runde 5 skulle jeg spille mod endnu en mand på ca. 2200 i rating. Jeg kom skidt ud af åbningen og tabte bare. I sidste runde skulle jeg spille mod én på 2100 i rating. Partiet kom aldrig over remisgrænsen, og jeg tilbød remis, da vi sad i et slutspil med uligefarvede løbere og fastlagte bønder. Jeg fik skuffende kun ½ point af de sidste 3 partier, hvilket jeg ikke selv synes er acceptabelt på trods af, at det var hurtigskak, men de 3½ point og turneringens bedste korrektion, førte mig til en pengepræmie på 300 kr. Alt i alt en hyggelig dag, hvor jeg fik skabt godt taktisk spil og spillede fint i mange af partierne.