Nyhedsarkiv

Odysseus 2 - BMS 2
af Tom Krog Nielsen     19/12-2006

Odysseus 2 - BMS 2

Odysseus 2                                            4-4                                     BMS 2
Jacob Sylvan  2258                                   ½-½                                    Jesper Ulrich
Peter Koefoed 1892                                  0-1                                     Carsten Hejberg
Claus Mosby Jespersen 1907                    ½-½                                    Tom Krog Nielsen
Bo Søndergaard Kristensen 1869              1-0                                      Dara Akdag
Niels Oddershede 1804                             ½-½                                   Alan Møller
Jesper Friis 1785                                       1-0                                      Michael Tandrup
Jan Langkilde Nielsen 1715                       ½-½                                    Poul Munk
Orla Eilegaard Jørgensen 1459                   0-1                                     Tom Skovgaard

Jespers parti begyndte uden det store drama eller fejl. På et tidspunkt troede Jesper, at han var ved at få en lille angrebsmulighed. Men i stedet var Sylvan lige ved at bryde igennem Jespers stilling. Jesper valgte at give en løber for to bønder. Det betød, at der blev et slutspil med springer + 3 svage bønder til Jesper og løber + springer + bonde til Sylvan. Jesper fik taget sorts sidste bonde - samtidig med at Jespers egne bønder blev taget. Efter nogle forsøg erkendte Sylvan, at løber + springer ikke kunne vinde over springer. Carsten kom godt fra åbningen, men i forsøget på at vinde en bonde tillod han modstanderen at ofre en kvalitet. Stillingen så umiddelbart meget chancerig ud for modstanderen, men Carsten fik forsvaret sig præcist, så modstanderens angreb ebbede efterhånden ud. Herefter afgjorde den materielle fordel partiet til Carstens fordel. Tom Krog (ego) spillede en gambit, som modstanderen tilsyneladende ikke kendte. I hvert fald kom den ofrede bonde hurtigt tilbage med renter, så efter 15 træk var det mig, der førte med en bonde. Desværre spillede jeg herefter en del upræcise træk, der lukkede modstanderen ind i partiet igen, og til sidst fik han byttet af til uligefarvede løbere, så jeg ikke kunne vinde. Dara spillede et lidt mærkeligt parti. Han kom bedst fra åbningen, og i træk 11 tvang han sin modstander til at spille sin eneste udviklede officer tilbage til dens startfelt. Ja, Fritz 9 mener, at Dara står så godt, at den omkring træk 20 giver Dara en fordel på 5! Dara spillede stillingen for slapt og smed det hele væk. Det er brandærgerligt, når man har udspillet sin modstander sådan og taber. Alan fik godt fat efter en lidt stille start i et wienerparti. En åben f-linje og fremskudte h- og g-bønder gjorde Alan optimistisk, men desværre spillede han herefter et par løse træk. Et enkelt direkte dårligt kongetræk kostede Alan 2 tempi og afbytning. Modstanderen tilbød herefter remis, som Alan afslog, da han gik efter hele pointet. Men i begyndende tidnød spillede Alan nærmest baglæns, hvilket elles normalt ikke kendetegner hans spil. I en dårligere stilling og tidnød på vej tilbød Alan remis, som blev modtaget. Ærgerligt, at en aktiv stilling blev smidt væk, må være konklusionen! Michael Tandrup blev mødt med en Morra-gambit, som Michael ikke plejer at have problemer med, men desværre overså han en fiks tårnmanøvre, og gik direkte ind i et uimodståeligt angreb. Fint spil af Michaels modstander, men ikke så godt, at Michael overså sin modstanders ret enkle, men effektive plan! Poul stod godt og havde en klar fordelagtig stilling, men kunne ikke rigtig finde løsningen til at få lirket sorts stilling op uden at skulle satse for meget. Så det blev desværre kun til et halvt point. Tom Skovgaard fik en lille fordel i åbningen med sort, men var meget længe om at få noget ud af det. Til sidst fik han dog lidt tryk, som via en lille kombination blev omsat til en merbonde og et vundet slutspil.

En uafgjort kamp mod et hold, som vi 3 gange ud af 4 vil vinde over. Bræt 1, 2 og 8 gjorde det godt, men vi andre kan vist ikke være helt tilfredse med vores spil. Der skal andre boller på suppen, når vi møder topholdet Brønshøj næste gang.

Se evt. Jacob Sylvans referat af kampen her.